Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2829
Skriv til os på: info@flamingotours.dk
Ring til os på tlf. 70 90 91 00
MENU

Hoteller i Maldiverne

Summer Island Maldives er et fantastisk resort beliggende i North Male-atollen. Drømmer du om et tropisk barfodsparadis, er Summer Island Maldives med sine svajende palmer, hvide sandstrande og azurblåt vand det perfekte sted for dig. Resortet er især velegnet for voksne og par, som ønsker ro, afslapning og en fantastisk hyggelig stemning.

 

Snorkling og dykning

Allerede ved bådebroen, hvor speedbåden lægger til, når du ankommer, vil du kunne opleve det fantastiske undervandsliv, som Maldiverne er så kendt for. I det krystalklare vand kan du blandt andet være heldig at se farverige fisk, forsigtige rokker og store muræner.

Summer Island Maldives har ikke et naturligt husrev. Til gengæld er et af verdens største 3D-printede koralrev etableret direkte i resortets lagune, hvor både begyndere og erfarne kan opleve et væld af tropiske fisk.

Blot en kort speedbådstur fra resortet finder du desuden flere fantastiske dykkerspots, og flere gange dagligt arrangeres bådture til omkringliggende koralrev, hvor du med snorkel eller dykkerudstyr kan udforske det azurblå Indiske Ocean og være heldig at opleve blandt andet majestætiske skildpadder, store ørnerokker og djævlerokker samt fredelige revhajer.

Resortets dykkercenter tilbyder desuden forskellige dykkerkurser. Udvalget af dykkerture varierer og oplyses på hotellet.

 

Aktiviteter og udflugter

Summer Island Maldives er bygget op som en frodig have omgivet af billedskønne sandstrande og med masser af muligheder for at finde dit eget private spot. Her er en hyggelig og uformel stemning, og du glemmer hurtigt alt om verden udenfor.

Afslapning, ro og forkælelse er uden tvivl nøgleordene, og du har rig mulighed for at slappe af ved den skønne infinity-pool eller bade i den smukke lagune.

Du kan også sejle en tur i kano, kajak eller cykelbåd eller prøve kræfter med windsurfing eller stand up paddle, og på land er der mulighed for at træne i fitnessrummet, spille badminton eller lade dig forkæle i wellnessområdet, som byder på dampbad, sauna og et udvalg af afslappende massagebehandlinger.

Vil du opleve endnu mere kan du booke en af resortets udflugter, hvor du bl.a. kan besøge en lokal ø og få et indblik i den maldiviske kultur og livsstil, tage på dagsudflugt til hovedstaden Malé, prøve kræfter med big game fishing, komme på sejltur med en traditionel, maldivisk sejlbåd eller tage på picnic på en øde sandbanke. Udvalget af udflugter kan variere og oplyses ved ankomst til resortet.

 

Restauranter og barer

Hovedrestauranten på Summer Island Maldives hedder Samuga og byder på en indbydende og varieret buffet med retter fra hele verden. Restauranten har også en live cooking station, hvor du kan følge med i, hvordan din mad bliver tilberedt med de lækreste, friske råvarer.

Den hyggelige bar og a la carte-restaurant Avi, som står på pæle direkte i det azurblå vand, er det perfekte sted at slappe af med en forfriskende cocktail eller et lækkert måltid, mens du nyder solnedgangen, livemusikken og den formidable udsigt over havet.

Summer Island Maldives har også en eksklusiv a la carte-restaurant, Hiya, som står på pæle i vandet. Denne restaurant er forbeholdt gæster, der bor i en af resortets villaer.

Vil du have en helt unik oplevelse, kan du bestille en privat candle light dinner på stranden, hvor du kan nyde en skøn middag direkte under stjernerne med fødderne i det bløde strandsand.

Dit ophold på Summer Island Maldives er som udgangspunkt med halvpension, hvor morgenmad og aftensmad på Samuga er inkluderet. Det er dog muligt at opgradere til både helpension og all inclusive. For de fleste vil det godt kunne betale sig, da mad og drikkevarer er dyre på Maldiverne.

 

Transfer til hotellet

Transfer til resortet tager ca. 45 minutter med speedbåd. Det er muligt at opgradere til vandflyver for 2.500 kr. per person. Turen med vandflyver tager ca. 15 minutter og er en helt fantastisk oplevelse.

Læs mere