>
Vi bruger cookies til statistik og målrettet markedsføring. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2829
Skriv til os på: info@flamingotours.dk
Ring til os på tlf. 70 90 91 00
MENU

Kurumba Maldives

  • Vælg afrejsedato
    = Laveste pris = Mellemste pris = Højeste pris

Kurumba Maldives

Familievenlig

Kurumba Maldives er et vidunderligt, familievenligt resort, som ligger blot 10 minutter med speedbåd fra lufthavnen i Male.

Glæd dig til lange, dovne dage ved de smukke, hvide sandstrande, svømmeture i de lækre swimmingpools, sjove vandsportsaktiviteter og snorkling i det krystalklare vand, kulinariske oplevelser og spændende udflugtsmuligheder.

 

Ideelt for børnefamilier

Rejser du til Maldiverne med børn, er Kurumba Maldives det perfekte resort. Her findes et væld af faciliteter og sjove aktiviteter for både små og store børn – og deres forældre naturligvis.

De mindste vil kunne få timer til at gå ved vandlegepladsen, børnepoolen eller den finkornede sandstrand, og når de trænger til en pause fra vandet, kan de lege på den skønne legeplads.

Større børn og teenagere vil elske det lækre poolområde og den lavvandede lagune, som indbyder til svømmeture, vandleg og snorkling. Det er også muligt at booke et prøvedyk for børn, så de under kyndig vejledning fra erfarne instruktører kan udforske det spændende liv under vandoverfladen.

Resortet tilbyder desuden et væld af børnevenlige aktiviteter, som SUP-board, havkajak, beachvolley, zumba, snorkling og sejlture med glass bottom boat. Der er også en børneklub, som arrangerer sjove aktiviteter i løbet af dagen.

De fleste af resortets restauranter har en børnemenu med lækre, børnevenlige retter, og værelserne er rummelige med plads til ekstra opredninger. Det er også muligt at booke en luksuriøs villa med egen pool, hvor børnene kan lege dagen lang.

 

Snorkling

Den turkisblå lagune ved Kurumba Maldives er omgivet af bølgebrydere, som giver roligt vand og gør den lavvandede lagune ideel til snorkling. Her er masser af små koralfremspring, som vrimler med liv og kan udforskes af både børn og voksne.

Lige på den anden side af bølgebryderne går det dramatisk nedad, og her findes en endnu større variation af koraller samt mulighed for at opleve klovnefisk, dragefisk, papegøjefisk, kuglefisk, pilrokker, pindsvinefisk, gigantiske muræner, blåplettede rokker, skildpadder og fredelige hvidtippede revhajer.

Det er muligt at låne snorkeludstyr og redningsvest på resortet samt få en introduktion til snorkling af en af de dygtige dykkerinstruktører. Det er også muligt at booke en guidet snorkeltur ved husrevet, og instruktørerne vejleder gerne i, hvor det er bedst at snorkle afhængig af niveau.

Vil du opleve endnu mere, kan du tage på snorkelsafari for at opleve hajer, rokker eller skildpadder.

Ved Kurumba Maldives er der også rig mulighed for dykning. Det PADI-certificerede dykkercenter arrangerer udflugter til de mange nærliggende dykkerspots med mulighed for at opleve gamle skibsvrag, havskildpadder, nursehajer, guitarfisk, hvidtippede og sorttippede revhajer, ørnerokker, pilrokker og gigantiske djævlerokker.

Dykkercentret tilbyder også prøvedyk for børn og nybegyndere samt internationalt anerkendte PADI-kurser fra begyndere op til divemaster.

 

Aktiviteter og udflugter

På Kurumba Maldives er der rig mulighed for uforglemmelige oplevelser for hele familien. Om I er til lange dovne dage på stranden, mens børnene leger i vandkanten, snorkeleventyr ved husrevet, selvforkælelse i spaafdelingen eller fuld fart på med vandsportsaktiviteter og udflugter, så har Kurumba Maldives det hele.

Den lavvandede lagune er ideel til vandsportsaktiviteter og giver blandt andet mulighed for at udforske området i havkajak, windsurfe, sejle i katamaran eller prøve kræfter med jetski, wakeboarding eller vandski. Du kan også prøve parasailing og opleve den smukke paradisø foroven. Vil du have en helt unik oplevelse, kan du booke den populære jetski-safari, hvor du besøger andre øer og snorkler ved skjulte koralrev, som kun kan nås med jetski.

Trænger du til en pause fra strand og hav, findes også et væld af aktiviteter på land. Du kan for eksempel tage med på morgenløbetur, deltage i yoga, zumba og vandgymnastik, spille tennis, bordtennis og bordfodbold eller få pulsen op i resortets træningsrum. Resortet har også et skønt poolområde med liggestole, parasoller og separat børnepool.

Kurumba Maldives har desuden sin egen lille butik, som sælger badetøj, souvenirs, snacks m.m., og vil du have endnu mere shopping, ligger hovedstaden Male kun 15 minutter herfra.

Den luksuriøse spaafdeling ligger i den frodige have og tilbyder et bredt udvalg af lækre spabehandlinger.

Vil du opleve endnu mere af fantastiske Maldiverne, kan du tage med på en af resortets udflugter, hvor du blandt andet kan opleve delfiner, nyde den spektakulære solnedgang på et sunset cruise, besøge lokale øer og lære om de lokales livsstil, opleve den pulserende hovedstad Male med hektiske markeder og flotte moskeer, nyde en romantisk picnic på en øde sandbanke eller sejle en tur med glass bottom boat.

 

Restauranter og barer

På Kurumba Maldives findes hele otte spisesteder, så der er rig mulighed for at forkæle smagsløgene. Her serveres alt fra saftige burgere og italienske retter til frisk sashimi, krydrede indiske og thailandske retter samt naturligvis maldiviske specialiteter og masser af friskfanget fisk og skaldyr.  Der er også en hyggelig buffetrestaurant, som byder på en overdådig, international buffet til dagens hovedmåltider.

Når tørsten skal stilles, er der flere barer at vælge mellem. Du kan for eksempel slappe af med en friskpresset juice, en lækker smoothie eller en kold øl i poolbaren, mens børnene leger i poolen. Når aftenen nærmer sig, kan du nyde et glas vin eller en farvestrålende cocktail med fødderne i det bløde strandsand og udsigt til den spektakulære solnedgang i strandbaren, og er du til DJs og livemusik, kan du lægge vejen forbi hyggelige Kandu Bar.

Dit ophold på Kurumba Maldives er som udgangspunkt med morgenmad, men det er muligt at opgradere til halvpension, helpension eller all inclusive. For de fleste vil det godt kunne betale sig at opgradere, da mad og drikke er dyrt på Maldiverne.

Sådan bor du:

På Kurumba Maldives bor du i lækre, rummelige værelser med aircondition, safebox, minibar, wi-fi og strandhåndklæder. Alle værelser har en skøn, møbleret terrasse, hvor du kan nyde de smukke omgivelser.

rooms-loading-img
Indlæser værelsestyper...
Maldiverne
Priser & booking
rooms-loading-img
Indlæser priser...

Hvad er inkluderet i rejsen?

Inkluderet i rejsen

  • Ophold i valgt værelsestype
  • Valgte måltider
  • Fly inkl. bagage
  • Transfer med speedbåd til/fra lufthavnen
  • Gebyr til rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i rejsen

  • Måltider og drikkevarer udover de valgte
  • Personlige udgifter og tilkøb af ekstra udflugter
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Lokale skatter og afgifter
PRISER & BOOKING Gratis og uforpligtende