Glæd dig til en romantisk og afslappende ferie i vidunderlige, frodige omgivelser på Pakasai Resort – et skønt, 4-stjernet hotel beliggende få minutters gang fra den dejlige sandstrand i Ao Nang.
Hotellet er opført i moderne, thailandsk stil og har en fantastisk udsigt over de grønne omgivelser. Her kan du dase i solen på en af de mange liggestole eller tage en forfriskende svømmetur i den skønne infinity-pool, som også har en lille børnesektion. Poolbaren serverer kolde drikkevarer og snacks, så du kan tilbringe hele dagen ved poolen, hvis du vil.
Du kan også holde formen ved lige i træningsrummet, lægge vejen forbi hotellets lille bibliotek eller forkæle dig selv med en afslappende massage i den luksuriøse spaafdeling.
Foruden poolbaren findes en cafe, som serverer friske juicer, vin og farverige cocktails, samt en hyggelig restaurant, som byder på velsmagende thai-retter samt friskfanget fisk og skaldyr med udsigt over hotellets tropiske have. Foretrækker du at gå ud om aftenen, er der kun en kort gåtur til Ao Nangs brede udvalg af butikker, barer og restauranter.
På Pakasai Resort bor du i rummelige og lyse værelser med pænt badeværelse og privat balkon, hvor du kan nyde de smukke, tropiske omgivelser. Alle værelser har wi-fi, tv, køleskab samt mulighed for at lave kaffe og te.