Sådan bestiller du en rejse
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
Denne rundrejse kombinerer Ecuadors farverige kultur og storslåede natur med Galapagos-øernes vulkanske landskaber og unikke dyreliv.
Du starter i hovedstaden Quito, der med sin koloniale arkitektur og livlige gader byder på både historie og atmosfære. Herfra går turen til tågeregnskoven i Mindo, de varme kilder i Papallacta og Cotopaxi – en af verdens højeste aktive vulkaner.
På Galapagos begynder eventyret på øen San Cristóbal, hvor du får mulighed for at snorkle med søløver og spotte havleguaner. Du fortsætter til Isabela, kendt for sine aktive vulkaner og hvide sandstrande, og slutter af på Santa Cruz med besøg hos Charles Darwin Research Station og de ikoniske kæmpeskildpadder.
Højdepunkter
Hvis du har andre ønsker til din rejse, fx flere/færre overnatninger eller anden indkvartering, så kontakt os på tlf. 70 90 91 00 eller på info@flamingotours.dk. Vi hjælper dig gerne med at skabe et program, der opfylder dine drømme og ønsker.
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
I dag flyver du fra den valgte lufthavn til Ecuador med mellemlanding(er) undervejs. Eventyret er begyndt!
Efter en forhåbentlig behagelig rejse ankommer du til lufthavnen, hvor vores lokale samarbejdspartner står klar til at tage imod dig og sørge for, at du kommer godt frem til dit hotel. Her bliver du briefet om programmet for de næste dage og får mulighed for at stille alle de spørgsmål, du måtte have.
Dagen starter i Quitos gamle bydel, hvor du udforsker de stemningsfulde gader til fods og oplever byens arkitektoniske perler, herunder den overdådige gyldne kirke, den livlige San Francisco-plads og det historiske hovedtorv Plaza Grande.
Du besøger også værkstedet Cruz Verde, hvor Luis og hans familie har fremstillet det traditionelle ecuadorianske slik “Colaciones” i generationer. Her får du et indblik i et håndværk, der har overlevet tidens skiften og stadig er en del af Quitos identitet.
Frokosten indtages i selskab med lokale, og du får serveret et måltid lavet med friske råvarer og smage fra området. Herefter går turen videre til ækvatorlinjen, hvor du kan stå med én fod på hver side af ækvator.
Fra Quito går turen mod Mindo, et frodigt område kendt for sin tågeregnskov og sit rige dyreliv. Du vandrer langs vandfald og gennem tæt grøn skov, hvor farverige fugle som tukaner og kolibrier flyver mellem trækronerne. Naturen her er intens og nærværende – en rolig kontrast til byens puls.
Efter vandringen venter en traditionel frokost, tilberedt med lokale råvarer. Senere besøger du en chokoladeproducent, hvor du får indblik i hele processen fra kakaobønne til færdigt produkt.
Herefter kører du videre til hotellet, hvor du checker ind og har aftenen på egen hånd.
I dag kan du glæde dig til en oplevelsesrig formiddag, hvor du får mulighed for at udforske Mindo Cloud Forest til fods og opleve tågeregnskoven fra oven i en kabelbane.
Om eftermiddagen er der mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd, og vil du opleve endnu mere, kan du nemt tilkøbe spændende aktiviteter lokalt i Mindo – enten på hotellet eller hos en af de lokale turoperatører. Du kan blandt andet kaste dig ud i white water rafting eller tubing på Mindo-floden, zip-line over trætoppene eller besøge en sommerfugleplantage.
Efter en oplevelsesrig dag går turen til dit hotel i Quito.
Du har dagen på egen hånd med mulighed for at opleve Quito i dit eget tempo. Gå på opdagelse i byens kvarterer, besøg lokale caféer eller dyk ned i den historiske bydel – mulighederne er mange.
Hvis du ønsker en større oplevelse uden for byen, kan du tilkøbe en heldagsudflugt til Otavalo. Her besøger du et af Sydamerikas mest kendte indianske markeder, fyldt med farver, tekstiler og håndværk. Turen inkluderer også et stop ved Cuicocha-lagunen – en vulkansk kratersø i Andesbjergene med imponerende udsigter. Du finder mere information om udflugten under 'Tilkøbsture'.
Efter morgenmad går turen sydpå ad Pan-American Highway til Cotopaxi, en af verdens højeste aktive vulkaner. Det sneklædte bjerg ligger midt i en nationalpark med rigt dyreliv, varieret planteliv og spor fra Inka-tiden.
Du starter besøget ved parkens informationscenter og fortsætter til Limpiopungo-søen. Her går du en kort tur rundt om søen, hvor du kan observere forskellige fuglearter og nyde udsigten til Cotopaxis næsten helt symmetriske kegleform.
Efter vandreturen kører du til hotellet, hvor du overnatter.
Turen går i dag til Papallacta, en lille bjerglandsby i Andesbjergene, som er kendt for sine naturlige varme kilder og smukke, frodige omgivelser. Her kan du slappe af i de varme, termiske bassiner og nyde roen i det højtliggende landskab.
Hvis du har lyst til at udforske området yderligere, er der mulighed for guidede vandreture gennem den omkringliggende tågeskov og det unikke páramo-landskab, hvor du kan spotte smukke orkidéer og farverige fugle, mens guiden fortæller om det vigtige páramo-økosystem.
Om eftermiddagen går turen tilbage til Quito, hvor du overnatter.
Du kører til Quito lufthavn med hotellets shuttlebus og flyver derfra til øen San Cristóbal – en del af øgruppen Galapagos, hvor Charles Darwin fandt inspiration til sin teori om evolution.
Ved ankomst bliver du kørt til hotellet, hvor du får en kort briefing omkring de kommende dage.
Om eftermiddagen går turen til La Lobería – en strand kendt for sine store søløver. De er nysgerrige og svømmer ofte tæt på, når du snorkler i det klare vand. Du kan også se dem ligge på klipperne eller dase i sandet. Langs stranden er der desuden gode chancer for at spotte gulspurve, fregatfugle og flere arter af Darwins finker. Mellem klipperne lever også havleguaner – en art, du kun finder på Galapagos.
Ved La Lobería er der både tid til en svømmetur, snorkling og afslapning ved stranden, inden du vender tilbage til hotellet.
I dag har du mulighed for at udforske San Cristóbal på egen hånd. Du kan for eksempel gå en tur i byen, slappe af ved vandet eller noget helt tredje.
Drømmer du om flere naturoplevelser, kan du tilkøbe en bådtur til nærliggende Isla Lobos, hvor du kan opleve fregatfugle, blåfodede suler, djævlerokker, søløver og smukke, hvide koralstrande – eller du kan tage på snorkeltur til Kicker Rock, som er et af Galapagos' mest ikoniske naturmonumenter. Den imponerende klippeformation rejser sig lodret fra havet og er kendt for fremragende snorkling og dykning med mulighed for at opleve havskildpadder, rokker, farvestrålende fisk og – hvis du er rigtig heldig – hammerhajer, som bevæger sig gennem det klare vand. Du kan læse mere om mulige udflugter under "Tilkøbsture".
Om morgenen flyver du fra San Cristóbal til Isabela Island – den største og mest vulkansk aktive ø i Galapagos-øgruppen. Øen er dannet af seks skjoldvulkaner, hvoraf fem stadig er aktive, hvilket gør området til et af de mest mest geologisk dynamiske steder på jorden.
Om eftermiddagen udforsker du kysten på cykel. Du starter ved “Wall of Tears”, som er en mur, der blev bygget af lavasten i 1950’erne, da øen fungerede som straffekoloni. Muren står i dag som et stille vidnesbyrd om en barsk tid.
Cykelturen fortsætter langs hvide sandstrande, mangroveskove og laguner, hvor du kan opleve et rigt fugleliv – blandt andet strandskader, hejrer, finker og flamingoer – samt kæmpeskildpadder, søløver og havleguaner, som er typiske for Galapagos-øerne.
Inden aftensmaden er der mulighed for at nyde solnedgangen ved stranden i Puerto Villamil.
I dag går turen til Los Tuneles, som er et kystområde formet af de seneste vulkanudbrud på Isabela. Her har lavaen skabt et netværk af buer og kanaler fyldt med klart vand, hvor du har mulighed for at snorkle og opleve havskildpadder, rokker, søløver, hajer og – med lidt held – Galapagos-pingviner, der leger i vandet. Det er en af de bedste muligheder for at komme tæt på det fascinerende og unikke marineliv i øgruppen.
Resten af dagen har du på egen hånd med mulighed for at slappe af ved Isabelas hvide sandstrande, cykle en tur eller gå på opdagelse på egen hånd. Vi kan også varmt anbefale et besøg på centeret for kæmpeskildpadder, som ligger i gåafstand fra hotellet.
Glæd dig til en fridag på Isabela Island, hvor du kan gå en tur i Puerto Villamil, tage på udflugt eller slappe af på stranden.
Hvis du vil opleve mere af øens fantastiske natur, kan du tilkøbe spændende udflugter, som kombinerer vandring ved Sierra Negra-vulkanen, kajaktur ved Las Tintoreras, hvor du kan være heldig at opleve søløver, havleguaner, pingviner og revhajer, samt snorkling ved Concha & Perla, hvor du har mulighed for at komme helt tæt på Galapagos' fascinerende undervandsliv. Læs mere under "Tilkøbsture".
Om morgenen sejler du fra Isabela til Santa Cruz Island. Ved ankomst tjekker du ind på hotellet, og derefter går turen til Charles Darwin Research Station. Her får du et fascinerende indblik i arbejdet med at bevare Galapagos’ unikke dyreliv og lærer mere om de arter, du har mødt i naturen.
Om eftermiddagen besøger du Primicias-reservatet i højlandet, hvor de berømte Galapagos-skildpadder, som er verdens største skildpaddeart, lever frit. Du vandrer gennem El Chato-området, hvor du kommer tæt på de imponerende dyr i deres naturlige omgivelser.
Undervejs har du også mulighed for at opleve forskellige fuglearter som hejrer, finker, fluesnappere og fregatfugle, der samles ved en ferskvandssø for at skylle saltet af fjerene.
Efter den sidste morgenmad på Galapagos og måske et par sidste billeder af søløverne går turen mod lufthavnen. Herfra flyver du tilbage til Ecuador.
Ved ankomst til Quito bliver du kørt til hotellet, hvor du har resten af dagen til at slappe af eller opleve byen på egen hånd.
I dag er det tid til at sige farvel til Ecuador og begynde hjemrejsen.
Du bliver hentet på hotellet af en chauffør, som kører dig direkte til lufthavnen. I kører i god tid, så du er sikker på at nå dit fly hjem.
Du lander i Danmark efter en forhåbentlig behagelig flyrejse med masser af gode minder fra din rejse til Ecuador og Galapagos-øerne i bagagen.
Velkommen hjem!