Sådan bestiller du en rejse
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
Tag på en uforglemmelig rejse til Bali, hvor sanserne vækkes, og sjælen finder ro.
Eventyret begynder i Ubud, øens kulturelle hjerte omgivet af grønne rismarker, hellige templer og lokalt kunsthåndværk. Her kan du udforske lokale markeder, besøge spirituelle helligdomme og opleve den balinesiske gæstfrihed.
Glæd dig også til Nusa Lembongan – en ægte paradisø med krystalklart turkisblåt vand, hvide sandstrande og et farverigt undervandsliv. Brug dagene på at snorkle med tropiske fisk, tage på ø-udflugt eller bare lade tiden stå stille i en hængekøje ved vandkanten.
Rejsen rundes af med tre nætter i Nusa Dua på Balis sydkyst. Her venter luksuriøse resorts, gyldne strande og afslappende dage i solen. Forkæl dig selv med en balinesisk massage, nyd solnedgangen med en cocktail i hånden, og mærk den helt særlige magi, der gør Bali til noget ganske unikt.
Denne rejse kombinerer kultur, natur, strand og velvære – alt det, der gør Bali til et sted, man forelsker sig i.
Højdepunkter
Hvis du har andre ønsker til din rejse, fx flere/færre overnatninger eller anden indkvartering, så kontakt os på tlf. 70 90 91 00 eller på info@flamingotours.dk. Vi hjælper dig gerne med at skabe et program, der opfylder dine drømme og ønsker.
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
I dag starter dit Bali-eventyr, når du stiger ombord på flyet og sætter kursen mod Bali.
Læn dig tilbage og nyd turen, så du er frisk og veludhvilet, når du ankommer til Bali i morgen.
Efter en forhåbentlig behagelig flyrejse ankommer du til Ngurah Rai International Airport på Bali. Her står din lokale, engelsktalende guide klar til at tage imod dig og køre dig til Ubud, hvor du skal tilbringe de første dage af din ferie.
Ved ankomst til hotellet checker du ind og har resten af dagen til fri afbenyttelse.
Ubud er kendt som Balis kulturelle centrum og byder på masser af oplevelser og seværdigheder, som enten kan udforskes på egen hånd eller med en guide. I den hyggelige by findes også et væld af kunstgallerier, butikker, markeder og restauranter, så der er masser af opleve, hvis du går en tur i centrum af byen.
De næste dage har du på egen hånd i Ubud med rig mulighed for at udforske byen og de naturskønne omgivelser eller blot slappe af ved hotellets dejlige swimmingpool.
Du kan for eksempel lægge vejen forbi den verdensberømte Monkey Forest, som ligger i hjertet af Ubud og er en af byens mest populære seværdigheder. Naturreservatet med de mange aber er nemt at udforske på egen hånd – husk blot at holde godt fast i dine ting, for de langhalede makakaber kan være vældig frække.
Du kan også besøge Ubud Palace, hvor du kan gå en tur i de fredfyldte haver, som står i skarp kontrast til byens hektiske trafik, og drømmer du om at vandre gennem tropiske landskaber og smukke rismarker, anbefaler vi Campuhan Ridge Walk, som er en naturskøn vandrerute, du nemt kan tage på egen hånd.
Der findes også et væld af aktivitets- og udflugtsmuligheder i Ubud. Vi anbefaler alle vores gæster at tage på en guidet cykeltur i den smukke natur omkring Ubud – en helt fantastisk måde at opleve ”det ægte Bali” med små landsbyer, hindutempler og frodige rismarker. Du kan også prøve kræfter med white water rafting på den hellige Ayung-flod eller lade dig forkæle i de varme kilder ved Yeh Panas Hot Springs.
Eventyret og magien i Ubud er slut for denne gang! Efter morgenmaden går turen mod havnen i Sanur.
I Sanur går du ombord på båden, som sejler dig til Nusa Lembongan, der ligger ud for Sanurs kyst, og hvor eventyret fortsætter.
Sejlturen tager ca. 30-45 minutter. Du har nu resten af dagen på egen hånd med mulighed for at slappe af ved stranden, tage en dukkert i den dejlige swimmingpool eller slentre en tur langs stranden og udforske området på egen hånd.
Paradisøen Nusa Lembongan er kendt for sin afslappede ø-stemning, fantastiske strande og gode snorklemuligheder.
Her har du rig mulighed for at komme helt ned i gear med lange, dovne dage ved øens vidunderlige sandstrande, eller ved hotellets dejlige swimmingpool.
For de aktive er der også masser af udflugts- og aktivitetsmuligheder. Du kan for eksempel sejle i kajak gennem mangroven, prøve kræfter med SUP-boarding ved stranden, besøge naboøen Nusa Ceningan, eller booke en udflugt med mulighed for at snorkle og dykke i det krystalklare hav blandt smukke koraller, farverige fisk, store skildpadder og majestætiske djævlerokker.
Nusa Lembongan er på mange måder lidt anderledes end resten af Bali. Trafikken består hovedsageligt af cykler og scootere, hvilket er en stor kontrast til Balis hektiske trafik, og der er generelt en mere afslappet, lokal og autentisk stemning. Her findes også et fint udvalg af hyggelige, små barer og autentiske spisesteder, men natteliv og shopping skal du lede længe efter.
Ø-livet på Nusa Lembongan nærmer sig sin afslutning og efter en god morgenmad går turen atter tilbage mod Bali.
Dit balinesiske eventyr fortsætter derimod! Turen går mod Nusa Dua på Balis sydøstlige kyst, som er kendt for sine luksuriøse resorts og lange, gyldne sandstrande. Her checker du ind på hotellet og har resten af dagen på egen hånd.
Nusa Dua er kendt for sine dejlige sandstrande og luksuriøse resorts og er et ideelt udgangspunkt for en skøn afslutning på din Bali-rejse.
Her findes et væld af lækre resorts, som ligger direkte ved stranden og byder på alt, hvad hjertet kan begære fra skønne poolområder og vandsportsaktiviteter til spaafdelinger og gode restauranter – og har du lyst til at gå ud at spise, kan du for eksempel besøge Bali Collection, som er et åbent shopping- og spiseområde med butikker, caféer og restauranter.
Skal der ske endnu mere, er det muligt at tilkøbe ekstra udflugter på stedet eller hjemmefra. Læs mere under "Tilkøbsture".
Du bliver hentet på hotellet i god tid og kørt til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.
Afhængig af flyrejseplanen ankommer du, på grund af tidsforskellen, til Danmark enten samme aften eller i morgen.
Du lander i Danmark efter en forhåbentlig behagelig flyrejse med masser af gode minder fra din rejse til Bali i bagagen.
Velkommen hjem!