Jeg er klar ved telefonen! Ring på: 70 90 91 00 Uden for åbningstid

Ida Rejsekonsulent

Hej . Jeg sidder klar ved telefonen, hvis du har spørgsmål til dit rejsetilbud! Du kan ringe til mig på 70 90 91 00 eller sende mig en mail på info@flamingotours.dk.

Hej . Jeg er ikke ved telefonen lige nu. Send mig gerne en mail på info@flamingotours.dk – jeg svarer hurtigst muligt.

Rejseinfo til Mexico

Fakta om Mexico
  • Mexico City
  • Spansk
  • Mexikansk Peso (¢)
  • 130 millioner
  • 16°C - 26°C
  • Sommertid –8 timer, vintertid –7 timer
Mexico er beliggende i den sydlige del af Nordamerika og grænser op til USA, Guatemala, Belize, Stillehavet og Det Caribiske Hav.
 
Landet byder på en fascinerende blanding af storslået natur, farverige byer og kridhvide sandstrande. Oplev blandt andet de historiske mayaruiner i Tulum og Chichén Itzá, det tropiske dyreliv på Isla Holbox og det caribiske badeparadis ved Playa del Carmen. Mexico forener både afslapning og eventyr – uanset om du drømmer om, at svømme i cenoter, opleve lokal madkultur eller besøge livlige markeder.
 
Vi anbefaler, at du læser nedenstående rejseinfo til Mexico, hvor du finder en lang række praktiske oplysninger, som er nyttige, når du planlægger din rejse til Mexico.

Flybilletter og rejseplan

Efter accept af tilbuddet fremsendes dokumenter med informationer om flyrejsen inklusive rejseplan.

Det er meget vigtigt at dit/jeres navn(e) på flybilletterne er 100% identisk med det navn, der står i passet, da det ikke kan ændres, efter reservationen er gennemført. Bogstaverne Æ, Ø og Å bliver automatisk ændret til AE, OE og AA på flybilletterne.

I nogle tilfælde kan vi være nødt til at forkorte navne på billetterne på grund af tegnbegrænsninger. Dette er i overensstemmelse med flyselskabernes regler og vil ikke påvirke rejsen.

Bemærk venligst, at der kan være tekniske mellemlandinger undervejs, som er inkluderet i den samlede rejsetid.

Da der i nogle tilfælde kan ske ændringer i flytiderne, er det vigtigt, at du løbende og særligt på afrejsedagen tjekker de aktuelle flytider for din rejse. I din booking-bekræftelse kan du finde en vejledning til, hvordan du nemmest gør det.

Vi anbefaler desuden, at du altid møder op i lufthavnen i god tid inden afrejse.

Indchecket bagage og håndbagage

Du må som udgangspunkt altid medbringe 20 kg indchecket bagage og 5 kg håndbagage på din rejse. På din rejseplan kan du se, præcis hvor meget bagage du må medbringe.
 
Vær opmærksom på, at du på indenrigsfly ofte må medbringe mindre bagage end på internationale flyvninger. Det er derfor vigtigt, at du er særligt opmærksom på bagagerestriktionerne på eventuelle indenrigsflyvninger. På enkelte af vore rejser til Mexico foregår en del af rejsen med indenrigsfly. Du må ofte ikke medbringe mere end 20 kg indchecket bagage samt 5 kg håndbagage på indenrigsfly.
 
I de fleste tilfælde bliver din bagage checket ind hele vejen fra afrejselufthavnen til din destination, så du slipper for at hente og genindchecke bagagen undervejs. Ved enkelte mellemlandinger kan det dog være nødvendigt at afhente og genindchecke bagagen.
 
Vi anbefaler at pakke, så du kan klare dig i nogle dage, hvis bagagen skulle blive forsinket. Husk derfor at pakke pas, penge, visum, medicin osv. i håndbagagen. 
 
Når bagagen bliver forsinket, tager det altid lidt ekstra tid før bagagen ankommer, sammenlignet med hvad vi er vant til i Europa.
 

Pakkeliste til håndbagage

Vi anbefaler at du pakker flg. i din håndbagage:
  • Pas
  • Flybilletter
  • Kreditkort & kontanter
  • Livsvigtig medicin
  • Kamera
  • Solbriller
  • Mobiltelefon, oplader og andet elektronik
  • Tøj til et par dage i tilfælde af at kufferten forsinkes
  • Mavepiller

Pladsreservation

Selvom vi rigtig gerne vil hjælpe, har vi desværre ikke mulighed for at reservere pladser på flyet. Hvis du har specielle ønsker til, hvor du gerne vil sidde i flyet, eller hvis I er flere, der rejser sammen, og I vil være sikre på at sidde sammen på flyrejsen, anbefaler vi, at du selv går ind på flyselskabets hjemmeside og forhåndsbooker sæder i flyet.
 
På flyselskabets hjemmeside er der en funktion, der hedder noget i stil med ”manage my booking”, og det er her, du kan booke dit sæde. Vær opmærksom på, at mange flyselskaber kræver betaling for forhåndsbooking af sæder, så det er en god idé at sidde klar med betalingskortet. Mange flyselskaber tilbyder også – mod ekstra betaling – ekstra benplads eller opgradering til bedre komfort.
 
Det varierer fra flyselskab til flyselskab, hvor tidligt du kan forhåndsreservere flysæder. De fleste flyselskaber åbner først for denne mulighed mellem 72 og 24 timer før afgang. Det er derfor en god ide at forsøge at foretage pladsreservationen så hurtigt som muligt efter du modtager din e-ticket fra os.
 
Hvis det endnu ikke er muligt at booke, vil du få besked om dette samt info om, hvornår der åbnes op for muligheden for at forhåndsreservere flysæder. Mange flyselskaber har også en app til telefonen, hvor du blandt andet kan vælge pladser i flyet og se eventuelle tidsændringer med det samme.

Modtagelse i lufthavnen

Ved ankomsten til lufthavnen vil vores lokale samarbejdspartner stå klar til at tage imod jer. Her får I udleveret et detaljeret program med afhentningstider samt flybilletter, hvis indenrigsfly indgår som en del af jeres rejse i Mexico.

Visum

Som dansk statsborger behøver du ikke visum for at rejse til Mexico som turist, så længe opholdet varer under 180 dage. Ved ankomst skal du udfylde en turistformular (FMM), som du enten får udleveret ombord på flyet eller ved indrejse. Det er vigtigt at beholde den udfyldte formular, da den skal afleveres ved udrejse.
 
Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder ud over opholdets varighed, og det anbefales at have en returbillet eller bevis på videre rejse, da det kan blive efterspurgt ved indrejse.
 
Du kan læse mere om pas og visumregler her
 
Særligt ved rejser via USA
Mange flyruter til Mexico går via USA. Ved rejser via USA skal alle rejsende (også børn) udfylde en ESTA-ansøgning i god tid før afrejse og senest 72 timer før.
 
 
Det tager knap en halv time at udfylde ansøgningen og koster pt. 21 USD per person, som betales med kort, når alle oplysninger er udfyldt. Husk at angive dit navn, som det står i passet – også selvom det ikke er dit tiltalenavn. Har du indrejsestempler fra Cuba i dit pas, anbefaler vi at kontakte den amerikanske ambassade, da du i så fald ikke kan nøjes med en ESTA-ansøgning, men i stedet vil skulle ansøge om visum til USA.
 
Særligt for rejser via Canada
Rejser du via Canada, skal du søge om indrejsetilladelse til Canada – også kaldet eTA (Electronic Travel Authorization). Vi anbefaler at du ansøger i god tid inden afrejse. eTA koster 7 CAD og er et krav for alle rejsende uanset alder – også selvom du kun er i transit i Canada.
 
Du kan ansøge om eTA online her. Husk at have pas og kreditkort klar. Vi anbefaler, at du medbringer en fysisk kopi af din indrejsetilladelse for en sikkerheds skyld.
 
Særligt for rejser via Storbritannien
Rejser du via Storbritannien, kan der være behov for at søge om indrejsetilladelse – også kaldet ETA (Electronic Travel Authorisation). Normalt er det ikke nødvendigt ved transit, men hvis du forlader transitområdet, for eksempel fordi du skal flyve videre fra en anden terminal eller lufthavn, er det vigtigt at søge om ETA hjemmefra.
 
Skal du mellemlande i Storbritannien, anbefaler vi derfor, at du kontakter flyselskabet og spørger dem, om det er nødvendigt at søge om ETA.
 
Indrejsetilladelsen koster £16 og gælder i 2 år eller indtil dit pas udløber (alt efter, hvad der kommer først). Det er nemmest at ansøge via UK ETA app’en. Alternativt kan du ansøge online her. Husk at have pas og kreditkort klar.
 
Vi anbefaler, at du søger i god tid og senest en uge før afrejse.

Vaccinationer

Vi anbefaler at I kontakter jeres egen læge vedrørende vaccinationer til Mexico. Du kan læse mere om vaccination og anbefalinger her.
 
Husk at medbringe dokumentation på, at du er vaccineret, så du kan fremvise det, hvis det bliver nødvendigt.

Det bedste tidspunkt at besøge Mexico

Den bedste tid at besøge Mexico er typisk i højsæsonen fra november til april, hvor vejret er tørt, solrigt og perfekt til både strandferie og rundrejser.
 
Fra maj til oktober er det regnsæson i store dele af landet og særligt langs kysterne. Der er generelt mere fugtigt og varmt, men regnen falder ofte som korte, kraftige byger. Til gengæld er naturen mere frodig, og der er færre turister.
 
Regnsæsonen er også orkansæson på Yucatán-halvøen med størst risiko for orkaner i august og september. Selv i denne periode er risikoen for, at din ferie bliver påvirket, dog meget lille. Du kan derfor sagtens rejse til Mexico i regnsæsonen.
 
Bemærk, at vejrbeskrivelser og anbefalinger er vejledende og baseret på tidligere års klima. Der kan forekomme afvigelser, da vejret er uforudsigeligt i hele verden.

Transport i Mexico

Når I lander i lufthavnen og har fået udleveret jeres bagage, vil I blive hentet og kørt til jeres hotel.
 
Lufthavnstransferen er privat, og I har derfor mulighed for at komme videre til jeres hotel, så snart I er klar til det. Den efterfølgende transport mellem destinationerne og på jeres udflugter foregår med delt bil, minibus eller bus. På rejsen 'Strandferie ved Mexicos caribiske kyst' er der privat transfer på hele rejsen.
 
På indenrigsflyvninger i Mexico må du medbringe maksimalt 20 kg indchecket bagage og 5 kg håndbagage. Det er vigtigt, at du følger disse regler, selvom der står noget andet på dine internationale billetter. Det er ikke muligt at medbringe mere end 20 kg bagage på indenrigsflyvninger i Mexico, selv ikke mod et ekstra gebyr.
 
Billetten til jeres indenrigsfly vil blive udleveret til jer ved jeres ankomst i lufthavnen af vores lokale samarbejdspartner. 
 
Nedenfor kan du se nogle udvalgte rejsetider til vores rejser i Mexico. Bemærk, at tiderne er vejledende og kan variere afhængigt af trafik, vejenes tilstand og eventuelle pauser undervejs.
 

Mexicos højdepunkter

Mexico City - Puebla 140 km Ca. 3 timer
Puebla - Oaxaca 460 km Ca. 7 timer 
Merida - Valladolid 170 km Ca. 2½ time
Valladolid - Playa del Carmen  140 km Ca. 2 timer
Valladolid - Chiquila Habour (Mod Holbox)  160 km Ca. 2½ time
Chiquila Habour - Playa del Carmen 130 km Ca. 2 timer
Playa del Carmen - Cancun 60 km Ca. 1 time

 

Yucatans højdepunkter

Cancun - El Cuyo 170 km Ca. 3 timer
El Cuyo - Merida 270 km Ca. 3½ time 
Merida - Valladolid 170 km Ca. 2½ time
Valladolid - Playa del Carmen  140 km Ca. 2 timer
Playa del Carmen - Cancun 60 km Ca. 1 time

 

Strandferie ved Mexicos caribiske kyst

Cancun - Tulum 130 km Ca. 3 timer
Tulum - Chiquila Habour (Mod Holbox) 170 km Ca. 3 timer 
Chiquila Habour - Playa del Carmen  130 km Ca. 2 timer
Playa del Carmen - Cancun Airport 60 km Ca. 1 time

Måltider og drikkevarer

Du kan se i dagsprogrammet, hvilke måltider, som er inkluderet. Drikkevarer er altid for egen regning.

Rejseforsikringer

Vi anbefaler alle vores kunder at have rejseforsikring og afbestillingsforsikring. Vær sikker på at du er dækket ordentligt ind med dine nuværende forsikringer før du rejser til Mexico. Vi hjælper dig gerne med forsikringer hvis I mangler rejse- eller afbestillingsforsikring - læs mere her: Forsikring.
 
Vær opmærksom på at en evt. afbestillingsforsikring skal bestilles inden indbetaling af depositum.

Valuta i Mexico

I Mexico er den lokale valuta pesos (MXN) og det er den bedste valuta at medbringe til et besøg i Mexico. Foruden kontanter kan kreditkort anvendes i de fleste større byer og i turistområderne. I mange af de kendte turistområder finder du også hæveautomater.

Drikkepenge

Når man besøger Mexico som turist, er det vigtigt at være opmærksom på lokale skikke omkring drikkepenge, da det er en integreret del af landets kultur og økonomi. Drikkepenge anses som en måde at vise påskønnelse for god service og udgør en væsentlig del af indkomsten for mange i servicebranchen.
 
Restauranter:
På restauranter er det normalt at give 10-15 % af regningens beløb som drikkepenge, hvis der ikke allerede er tilføjet et servicetillæg. Du bør altid tjekke regningen, da nogle steder automatisk tilføjer en serviceafgift, især i turistområder. Hvis servicen har været særligt god, kan du vælge at give lidt ekstra.
 
Hoteller:
På hoteller forventes det ofte, at du giver drikkepenge til medarbejdere, der yder personlig service. For eksempel kan du give ca. 20-50 pesos til stuepiger per dag og et lignende beløb til piccoloer for at bære bagage. Hvis der er en concierge, der hjælper med specielle ønsker eller reservationer, er det passende at give 50-100 pesos afhængigt af indsatsen.
 
Guidede ture:
På guidede ture er det almindeligt at give drikkepenge til både guiden og chaufføren. Beløbet afhænger af turens længde og kvaliteten af servicen, men som regel ligger det på omkring 50-200 pesos til guiden og 20-50 pesos til chaufføren per person.

Turistskat

Der gøres opmærksom på, at hotellerne i Tulum og El Cuyo opkræver en skat på ca. 5 USD per værelse per nat. Dette er ikke noget, vi har mulighed for at påvirke, og beløbet kan ikke betales via os. Beløbet opkræves ved check-ud fra hotellet og betales således direkte til hotellet.

Strande i Mexico

Mexicos caribiske kyst byder på nogle af verdens mest betagende strande, hver med sin egen stemning og charme:
  • Tulum – Kendt for sin unikke kombination af hvide sandstrande og gamle mayaruiner, der ligger ud til havet. Her mødes kultur og natur, og stemningen er både boheme og luksuriøs.
  • Isla Holbox – En lille ø nord for Yucatán, berømt for sin afslappede atmosfære, farverige gader og lavvandede strande. Øen er bilfri, hvilket giver en rolig og autentisk oplevelse, perfekt til dem der søger fred og natur.
  • Playa del Carmen – En livlig strandby med et væld af shoppingmuligheder og restauranter. Stranden er bred og indbydende, og byen fungerer som et knudepunkt for udflugter til seværdigheder som cenoter, mayaruiner og Isla Mujeres.
  • El Cuyo – En skjult perle med lange, uberørte strande, kite-surfing og en autentisk mexicansk landsbyatmosfære – langt mindre turistet end de øvrige strande. Det er stedet for dig, der vil opleve det stille og uforstyrrede Mexico.

Tang på Mexicos strande

På Mexicos caribiske kyst kan der i perioder forekomme store mængder tang. Det ses oftest i regntiden fra maj til oktober, men varierer fra år til år og uge til uge afhængigt af vind og strøm. Ved særligt store mængder tang kan myndighederne ikke altid følge med, selvom de fjerner tangen dagligt.
 
Forekomsten er størst på de østvendte strande langs Riviera Maya, blandt andet ved Cancun, Playa del Carmen og Tulum. Ved strandene på nordsiden af Yucatán-halvøen, herunder El Cuyo og Isla Holbox, er der normalt mindre tang.

De dødes dag

De Dødes Dag fejres hvert år den 1.-2. november og er en meget populær helligdag i Mexico, hvor mange hoteller bliver udsolgt lang tid i forvejen. Hvis du gerne vil rejse omkring højtiden, anbefaler vi, at du booker minimum 1 år før afrejse.
 
Booker du tættere på, er det vigtigt at være opmærksom på, at flere hoteller kan være fuldt bookede – men vi gør selvfølgelig vores bedste for at finde de bedst mulige alternativer til dig.

Tidsforskel

Mexico har flere tidszoner, og tidsforskellen er derfor ikke den samme i hele landet.
 
Hvis du rejser til Mexico City, vil Mexico typisk være 7 timer bagud i forhold til Danmark i vintertid og 8 timer bagud i sommertid.
 
Rejser du til Cancun, vil Mexico være 6 timer bagud i forhold til Danmark i vintertid og 7 timer bagud i sommertid.
 
På vores Mexicos højdepunkter med badeferie v. Riviera Maya/Holbox, vil du opleve, at klokkeslættet ændrer sig med 1 time, da Cancun-området ligger en time foran Mexico City.

Sprog

I Mexico er spansk det officielle sprog og modersmål for størstedelen af befolkningen. Derudover tales der over 60 oprindelige sprog.
 
I turistområder og større byer, som Cancun, Mexico City og Playa del Carmen, taler mange mexicanere engelsk, især dem, der arbejder i turist- og servicebranchen. Dog kan du opleve, at engelskkundskaberne varierer uden for disse områder.
 
Det er en fordel at lære nogle få spanske fraser, da det ikke kun gør kommunikationen lettere, men også skaber en positiv kontakt med de lokale.
 
At kunne hilse, bestille mad eller sige tak på spansk kan gøre din rejse endnu mere behagelig og autentisk.

Elektricitet og opladning af bl.a. mobiltelefon

Inden du rejser til Mexico, er det vigtigt at tage højde for forskelle i elektricitet og stiktyper. I Mexico bruger man en spænding på 127 volt og en frekvens på 60 Hz, hvilket adskiller sig fra de 230 volt og 50 Hz, som bruges i Danmark.
 
Derudover anvendes stiktyperne A og B, som har flade ben, i modsætning til de runde ben, der bruges i danske stik.
 
For at være forberedt bør du:
  1. Købe en rejseadapter: Sørg for at medbringe en adapter, der passer til stiktype A eller B.
  2. Tjek dine enheder: De fleste moderne elektroniske apparater, som mobiltelefoner, computere og opladere, fungerer med både 110-240 volt (dual voltage). Hvis dine enheder kun fungerer med 230 volt, skal du også bruge en spændingsomformer.
  3. Medbring en powerbank: Da strømafbrydelser kan forekomme i visse områder, er det en god idé at have en opladet powerbank med dig.

Indførsel af planter, frø og levende plantedele

Som rejsebureau skal vi, som følge af EU's Plantesundhedsforordning, gøre vores rejsende opmærksom på reglerne omkring indførsel af frø, planter og levende plantedele fra lande uden for EU. Reglerne gælder for alle rejsende, der ankommer til Danmark fra destinationer uden for EU.
 
Reglerne medfører, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø, blomster, grøntsager eller frugter fra rejser til lande uden for EU, uden at disse følges af et officielt plantesundhedscertifikat. Bananer, durian, kokos, dadler og ananas er dog undtaget.
Formålet med reglerne er at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr, som kan følge med planteprodukter, da disse kan gøre stor skade på dansk økonomi og natur.
 
Planlægger du at indføre planteprodukter, anbefaler vi at læse nærmere hos Landbrugsstyrelsen via de to links herunder.

Medbragt medicin

Hvert land kan have sine egne regler for medbragt medicin. Du bør henvende dig til landets ambassade for at høre, hvilke krav der er. Det er vores erfaring, at følgende praksis som regel gælder.
 
Få din egen læge til at skrive en attest på engelsk, som angiver:
  • Dit navn, fødselsdato og pasnummer
  • Hvad du behandles for
  • Hvad du behandles med (navn og styrke på din medicin)
  • Hvilken mængde du er ordineret (mængde pr. dag)

Husk altid at rejse med medicinen i den originale emballage.

Lokale love og etikette i Mexico

Offentlige udtryk for kærlighed
Selvom homoseksualitet er lovligt i Mexico, er det langt fra fuldt accepteret i hele samfundet – især uden for de større turistområder. Undlad derfor at udvise kærtegn på offentlige steder.
 
Alkohol og narkotika
Mexicansk lovgivning er meget streng, når det kommer til euforiserende stoffer. Besiddelse, brug eller smugling af narkotika – også i små mængder – straffes hårdt og kan føre til lange fængselsstraffe. Myndighederne er særligt opmærksomme på turister, og der er nul-tolerance på området. Vær desuden opmærksom på, at indtagelse af alkohol på offentlige steder, fx på gader eller strande, kan være forbudt og føre til bødestraf. Alkohol skal som udgangspunkt kun nydes på autoriserede steder som barer, restauranter og private områder.
 
Rygning
Det er forbudt at ryge de fleste offentlige steder i Mexico. Ved overtrædelse risikerer du anholdelse og bøde. Forbuddet gælder både tobak og e-cigaretter. Der er typisk afmærkede rygeområder, som man skal holde sig til. Overtrædelse af reglerne kan medføre bøder og i visse tilfælde anholdelse. Det anbefales at orientere sig om lokale regler og skilte på stedet og altid spørge personalet, hvis du er i tvivl.

Sikkerhed i Mexico

Mexico er et fascinerende land med en rig kultur, spektakulære landskaber og venlige mennesker. Men som i mange andre lande er der områder og situationer, hvor man som turist bør være ekstra opmærksom på sikkerheden. Ved at tage nogle enkle forholdsregler kan du minimere risici og nyde din rejse uden bekymringer.
 
For at undgå at havne i en uheldig situation, anbefaler vi, at du følger nedenstående råd:
  • Undlad at færdes udenfor hotellet på egen hånd – særligt om aftenen
  • Få hotellet til at sørge for en bil, hvis du skal på udflugt eller ud at spise, frem for at praje en tilfældig taxa på gaden
  • Husk at aftale afhentningssted og -tidspunkt med chaufføren, når han sætter dig af, så du ikke skal tænke på det, når du skal hjem igen
  • Lad være med at tage dine mest værdifulde smykker med på rejsen
  • Hav en (bælte)taske med dine værdier tæt på kroppen, når du er på udflugt – undlad at gå rundt med kamera, mobiltelefon og pung fremme
  • Brug din sunde fornuft og lad være med at tage nogen chance
 
Generelt er de mest populære turistområder som Cancun, Playa del Carmen, Tulum og Mexico City sikre at besøge, da de er godt overvågede og tilrettelagt for besøgende. Mange forbinder Mexico med narkorelateret kriminalitet, men det er primært knyttet til visse områder i den nordlige del af landet, især langs grænsen til USA. Vores rejser foregår i den sydlige del af Mexico, hvor de mest populære ferieområder generelt opleves som trygge, når man følger almindelige rejseråd og holder sig til velbesøgte turistområder.
 
Specielt for Mexico
  1. I Mexico er homoseksualitet generelt ikke accepteret. Undlad derfor at udvise kærtegn på offentlige steder.
  2. Besiddelse af alle former for narkotika (inklusive hash), selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes meget hårdt.
  3. Det er forbudt at ryge offentlige steder i Mexico. Det gælder hoteller, strande, restauranter osv. Ved overtrædelse risikerer du anholdelse og bøde.
Vær respektfuld over for lokal kultur og lovgivning, og undgå situationer, der kan sætte dig i fare. Brug din sunde fornuft og lad være med at tage nogle chancer.
Du kan også holde dig opdateret omkring sikkerheden som rejsende i Mexico på udenrigsministeriets hjemmeside 

Udflugter i Mexico

Udflugterne i Mexico foregår i internationale grupper med en guide, som taler både engelsk og spansk. Der er max 20 deltagere per gruppe. Se her, hvilke ekstra ture, du kan opleve i Mexico.

Inkluderet i prisen
  • 14 dage
  • Inkluderet flybilletter
  • Inkluderet bagage
  • Inkluderet transfer og guide
  • Måltider som beskrevet i programmet
  • 12 nætter i Mexico
  • Paradisstrande i Tulum
  • Ø-stemning på Isla Holbox
  • Strandliv i Playa del Carmen
  • Mulighed for ekstra oplevelser
  • Private transfers
Pris pr. pers. fra
16.495 kr.
Læs mere

"Min bedste ferie nogensinde - alt klappede og intet var overladt til tilfældighederne - STOR tak til Flamingo Tours"

- Allan Kristensen

"Jeg har kun positivt at sige og kæmpe stor tak til Flamingo Tours og personalet på lodgen for en uforglemmelig og godt tilrettelagt ferie."

- Anette Sørgensen

"Fantastisk rejse til Tanzania og Zanzibar. Vi så alle big five og meget mere. Vi vil gerne rejse med flamingotours igen."

- Fra TrustPilot

"Vores guider var meget kompetente, og de gjorde alt for, at vi fik så mange oplevelser som muligt. Vi takker Flamingo Tours for en rigtig god og oplevelsesrig ferie."

- Annette og Hans