Sådan bestiller du en rejse
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
Glæd dig til en oplevelsesrig rundrejse gennem eventyrlige Mexico.
Fra pulserende Mexico City og de mægtige pyramider i Teotihuacán til dramatisk natur i Sumidero-kløften, stemningsfulde San Cristóbal de las Casas og farverige mayalandsbyer. Videre til smukke vandfald og Palenques fascinerende ruiner, som du udforsker midt i junglens grønne dyb, inden turen går videre til den charmerende koloniby Mérida og ikoniske Chichén Itzá.
Rejsen rundes af med en afslappende badeferie ved Riviera Maya, som er kendt for sine hvide sandstrande og turkisblå hav. Her vælger du selv, om du vil bo ved populære Playa del Carmen eller afslappede Tulum.
Højdepunkter
Hvis du har andre ønsker til din rejse, fx flere/færre overnatninger eller anden indkvartering, så kontakt os på tlf. 70 90 91 00 eller på info@flamingotours.dk. Vi hjælper dig gerne med at skabe et program, der opfylder dine drømme og ønsker.
Klimaet i Mexico er kendetegnet ved to sæsoner – en tør sæson fra november til april og en våd sæson fra maj til oktober. Du kan dog sagtens rejse til Mexico hele året. Vi anbefaler, at du læser mere om vejret i Mexico her.
Det er en stor beslutning at vælge en rejse. Start med at bestille et uforpligtende tilbud i dag
I dag flyver du fra den valgte lufthavn til Mexico med mellemlanding(er) undervejs. Eventyret er begyndt!
Ved ankomst til Mexico står vores lokale samarbejdspartner klar til at tage imod dig og sørge for, at du kommer godt frem til dit hotel.
Første dag i Mexico har du god tid til at slappe af oven på rejsen eller udforske Mexico City.
Mexicos hovedstad er med sine 22 millioner indbyggere en af verdens største byer, og her venter et væld af oplevelser.
Vil du gerne udforske byen på egen hånd, anbefaler vi det historiske centrum, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Her kan du gå på opdagelse ved den store Plaza de la Constitucíon - også kendt som Zócalo - hvor du blandt andet finder Metropolitana-katedralen, som er bygget på ruinerne af et aztekisk tempel, og nationalpaladset, hvor du kan opleve Diego Riveras berømte vægmalerier.
Foretrækker du at have en guide med, som kan fortælle dig om alt det, du ser, kan du tilkøbe en byrundtur, hvor du kommer rundt til nogle af de vigtigste områder og seværdigheder i byen, herunder Mexicos antropologiske nationalmuseum, hvor du blandt andet kan opleve den verdensberømte aztekiske solsten. Læs mere under "Tilkøbsture".
Glæd dig til et af turens højdepunkter, når turen i dag går til Teotihuacán, omkring 40 km fra Mexico City.
På vejen besøger du Basilica de Santa María de Guadalupe – et af verdens mest besøgte katolske pilgrimssteder. Den imponerende kirke er dedikeret til Jomfru Maria – hele Mexicos skytshelgen – som i Mexico er kendt som Jomfruen af Guadalupe.
Derefter fortsætter du til tempelbyen Teotihuacán, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og et af Latinamerikas største ruinkomplekser. Teotihuacán betyder “Stedet hvor mennesker blev guder” og regnes for den ældste by i den Nye Verden.
På din rundtur i det arkæologiske område oplever du de største bygningsværker, herunder Solpyramiden, Månepyramiden, De Dødes Allé, Templet for Quetzalcóatl – dedikeret til den store gud ”Den Fjerklædte Slange” – samt Sommerfuglenes Palads.
På vej tilbage til byen gør du stop i Tlatelolco, også kendt som Plaza de las Tres Culturas, fordi stedet forener arkitektoniske elementer fra Mexicos tre historiske perioder: den præcolumbianske tid, den spanske kolonitid og det moderne Mexico.
Om morgenen bliver du kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver videre til Tuxtla Gutiérrez. Her står en chauffør klar til at køre dig videre mod San Cristóbal de las Casas – men inden du når frem, venter en af Chiapas’ mest spektakulære naturoplevelser.
Ombord på en mindre båd sejler du gennem den dramatiske Sumidero-kløft, hvor klippevæggene rejser sig mere end 1000 meter over dig, og du får mulighed for at opleve Chiapas' rå og uberørte natur helt tæt på. Undervejs kan du være heldig at spotte fugle, aber og måske endda krokodiller langs flodbredden.
Efter sejlturen fortsætter du til den magiske by Chiapa de Corzo, hvor du besøger den centrale plads, hører om byens farverige traditioner og får indblik i de lokale legender, der har formet området gennem århundreder.
Herfra går turen videre til San Cristóbal de las Casas, hvor du checker ind på dit hotel og kan nyde aftenen på egen hånd i den stemningsfulde koloniby, som ligger i ca. 2.100 meters højde og er kendt for sine farverige huse, brostensbelagte gader og smukt bevarede bygninger fra kolonitiden.
I dag kan du glæde dig til at få et unikt indblik i maya-kulturen, når du besøger landsbyerne Zinacantán og San Juan Chamula, som ligger i Chiapas-højlandet i ca. 2.200 meters højde.
Du starter med at køre til Zinacantán-landsbyen, hvor du bliver budt indenfor hos en lokal familie, hvor vævning stadig er en central del af hverdagen. Du ser, hvordan de arbejder med gamle teknikker og mønstre, der er særlige for netop denne landsby, og får også mulighed for at smage frisklavede tortillas.
Herefter går turen videre til San Juan Chamula – en landsby, hvor ca. 40-50.000 oprindelige Mayaer lever efter deres egne regler og traditioner. De har deres eget sprog, eget lokale politi og en stærk vilje til at bevare deres kultur. Byens kirke er et af de mest særlige steder i området – byens samlingspunkt og et rum, hvor katolske symboler og gamle maya‑ritualer eksisterer side om side.
Inde i kirken brænder farvede stearinlys i store mængder, og bønner på den lokale dialekt fylder luften sammen med duften af røgelse. Der er ingen bænke; i stedet knæler familier direkte på gulvet, som er dækket af fyrrenåle. Det er et levende, spirituelt rum, hvor du som gæst får et sjældent indblik i en tro, der stadig praktiseres i sin egen form.
Efter besøget i højlandet vender du tilbage til San Cristóbal de las Casas. Her går du sammen med guiden gennem de brostensbelagte gader, mærker hvordan byen binder regionens mange kulturer sammen og besøger den centrale plads, hvor du kan beundre den ikoniske katedral, der står som et roligt midtpunkt i byen.
Du forlader San Cristóbal de las Casas meget tidligt og kører ad snoede bjergveje mod Palenque. Undervejs gør du stop ved to af Chiapas mest betagende vandfald, hvor du har mulighed for at tage en dukkert, få lidt at spise eller blot strække benene og nyde den betagende natur.
Første stop er Agua Azul, som er kendt for sine smukke, turkisblå vandfald. Her kan du nyde synet af vandet, der løber gennem små kløfter og over lyse kalkstensformationer, mens junglen danner en grøn ramme omkring landskabet. Du kan også tage en forfriskende dukkert i de naturlige pools. Husk derfor at pakke badetøj og håndklæde i håndbagagen.
Turen fortsætter til Misol-Ha – et 30 meter højt vandfald omgivet af tæt tropeskov. Her mærker du den friske brise fra vandet og får mulighed for at opleve den rolige, næsten eventyrlige stemning, som stedet er kendt for.
Efter besøget i naturen går turen videre til det arkæologiske område ved Palenque – en af Maya‑kulturens mest imponerende byer med en malerisk beliggenhed midt i junglen. Her udforsker du de velbevarede templer, pyramider og paladser, der ligger skjult mellem regnskovens høje træer, mens guiden fortæller om ruinbyens fascinerende historie.
Når dagens oplevelser er slut, bliver du kørt til dit hotel i Palenque, hvor du kan slappe af og fordøje indtrykkene fra en oplevelsesrig dag.
I dag har du en fridag i Palenque, hvor du kan slappe af på hotellet, udforske den hyggelige by på egen hånd eller tilkøbe en spændende udflugt, hvis du gerne vil have endnu flere oplevelser.
Du kan for eksempel opleve Roberte Barrios-vandfaldene, hvor du kan bade i turkise pools omgivet af frodig vegetation, og Aluxes Ecopark, hvor du kan lære om dyrebeskyttelse og opleve lokale dyrearter som krokodiller, tapirer, brøleaber, ozelotter og mange andre dyr. Du kan også tage dybt ind i Lacandón‑junglen og besøge Bonampak, som er kendt for sine farverige vægmalerier, og Yaxchilán, hvor templer og ruiner ligger gemt i den tætte jungle. Læs mere under "Tilkøbsture".
Om morgenen bliver du hentet på dit hotel af en chauffør, som kører dig til busstationen i Palenque, så du får en rolig start på dagen og nemt finder den komfortable førsteklasses bus, som skal køre dig hele vejen til Mérida – hovedbyen i den mexicanske delstat Yucatán. Turen tager cirka 8-9 timer, så du kan roligt læne dig tilbage i de bløde sæder og nyde turen gennem Yucatáns landskaber.
Ved ankomst til busstationen i Mérida står en chauffør klar til at køre dig direkte til dit hotel. Her har du aftenen på egen hånd i byen, der også er kendt som ”den hvide by” på grund af de mange hvidkalkede huse, blev grundlagt i 1542 oven på ruinerne af den tidligere maya-by T’hó. I dag er Mérida kendt for sin koloniale charme, levende kultur og velsmagende Yucatán-køkken.
Dagen i dag er til fri rådighed med mulighed for at tilkøbe ekstra oplevelser eller udforske charmerende Mérida på egen hånd.
Du kan for eksempel gå en tur gennem de hyggelige brolagte gader, besøge hovedtorvet Plaza Grande, katedralen og kunstmuseet, gå på opdagelse på det lokale marked eller slentre en tur ad Paseo Montejo, hvor du kan beundre Monumento a la Patria og de smukke huse i fransk kolonistil.
Vil du opleve endnu mere, kan du tage på madmarked og smage traditionelle yucatanske retter, udforske den legendariske ruinby Uxmal og Puuc-regionens skjulte skatte, tage på udflugt til tre af områdets magiske cenoter – naturlige, krystalklare ferskvandspools, hvor du kan bade og slappe af – eller besøge Celestún, som med sit sine snoede mangrovekanaler, smaragdgrønne vand og idylliske hvide sandstrande er et sandt paradis for naturelskere. Læs mere under "Tilkøbsture".
Når sulten melder sig om aftenen, er der et væld af restauranter og fortovscaféer at vælge mellem – og flere tilbyder også levende musik.
I dag kan du glæde dig til at opleve et af verdens syv vidundere – den legendariske maya-by Chichén Itzá, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og er det mest kendte og besøgte maya-område i verden. Her mærker du historiens vingesus, mens du går rundt i ruinerne af det, der engang var det politiske, religiøse og kulturelle centrum for maya-civilisationen.
Højdepunktet er den ikoniske Kukulkan-pyramide, hvis opbygning er karakteristisk for mayaernes byggeri og vidner om deres imponerende viden inden for matematik, astronomi, geometri og akustik.
Efter besøget ved Chichen Itza kan du nyde en pause og måske tage en afkølende dukkert i en smuk, krystalklar cenote – naturens egen swimmingpool – inden turen går videre til Mexicos ikoniske Riviera Maya, der er kendt for sine hvide sandstrande og turkisblå hav, som indbyder til afslapning og badning under solen.
Glæd dig til en afslappende badeferie i enten Playa del Carmen eller Tulum.
Playa del Carmen er med sine brede sandstrande, livlige centrum og gode shoppingmuligheder perfekt for dig, som gerne vil kombinere afslapning, badeferie og lækre hoteller med bystemning og et bredt udvalg af aktivitetetsmuligheder. Den populære ferieby har både livlige områder med beach clubs og mere fredelige strande, så her findes noget for enhver smag – og når solen går ned, venter hyggelige aftener på La Quinta Avenida, hvor du finder et væld af restauranter, små butikker og en afslappet, men livlig stemning.
Tulum byder på en unik kombination af afslappet strandliv og en eksklusiv, boheme-agtig atmosfære, hvor hyggelige strandbarer og små boutiquehoteller ligger side om side med lange paradisstrande og det turkisblå hav. Byen er kendt for sine imponerende maya-ruiner, og samtidig har du kort afstand til jungle og mangroveskove, hvor du kan prøve kræfter med ziplining, kajakture eller udforske områdets magiske cenoter.
Uanset om du vælger at bo i Playa del Carmen eller Tulum, findes der et væld af udflugtsmuligheder. Du kan for eksempel besøge den naturlige vandpark Xel-Há, tage på snorkeltur og opleve det fascinerende undervandsliv, svømme i krystalklare cenoter eller tage på udflugt til smukke Bacalar, der er kendt som "Mexicos Maldiverne". Læs mere om mulige udflugter under "Tilkøbsture".
I dag er det tid til at sige farvel til Mexico og begynde hjemrejsen.
Du bliver hentet på hotellet af en chauffør, som kører dig direkte til lufthavnen i Cancun.
Du lander i Danmark efter en forhåbentlig behagelig flyrejse med masser af gode minder fra din rejse til Mexico i bagagen.
Velkommen hjem!