Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2829
Skriv til os på: info@flamingotours.dk
Ring til os på tlf. 70 90 91 00
MENU
Flot gadekunst af den legendariske Route 66
Fra: 0 kr.
17 dage
Inkl. fly
INDHENT TILBUD Gratis og uforpligtende

Kør-selv USA på Route 66

Drømmer du om at sætte dig bag rattet i en lejet bil og tage turen på Route 66 fra Chicago til Santa Monica, så er turen her lige noget for dig. Undervejs på den over 4000 km lange strækning, vil Route 66 bringe dig fra øst gennem hele 8 stater, hvor du oplever ”det ægte USA” med spændende byer, prærie og imponerende nationalparker, ud til vestkysten med strand og palmer. Velkommen til et ægte Road Trip – ”Get Your Kicks On Route 66”.

 

Højdepunkter:

  • Nyd friheden i egen bil gennem 8 stater i USA
  • Grand Canyon 
  • Historieoplevelser på landevejen
  • Storslået natur og spændende storbyer
  • Kom tæt på indianerkultur og autentisk 50’er nostalgi
  • Drømmer du om en skræddersyet rejse til USA, laver vi gerne en unik rejseplan ud fra dine ønsker

 

Vil du gerne sætte dit eget præg på rejsen, så send os en forespørgsel og fortæl om dine ønsker til ændringer i kommentarfeltet. Det kan f.eks. være andre hoteller, oplevelser, flere/færre nætter eller ekstra stop på ruten. Så laver vi gerne et skræddersyet rejseforslag og tilbud på din kør-selv-ferie i USA.

USA

Dagsprogram for turen

Dag 1:

Danmark - Chicago

Du flyver fra Danmark til Chicago med ankomst om eftermiddagen lokal tid. Du tjekker ind på dit hotel, hvor du skal overnatte de næste 2 nætter. Eftermiddagen og aftenen er til fri disposition til at udforske byen og Chicago har masser af byde på. Om aftenen kan du besøge et af de mange små musiksteder, der underholder med jazz og blues. 
Inkluderet hotel
Chicago South Loop Hotel 3
Dag 2:

chicago

Dagen er til fri disposition. Chicago har det hele - arkitektur i absolut verdensklasse, et fantastisk udbud af stemningsfyldte restauranter, museer, blues og jazz og teater. Det bedste sted i byen at få et godt overblik over Chicagos herligheder er fra Willis Tower, hvor elevatoren på et minut bringer dig op på 103. etage, hvorfra der er en formidabel udsigt over byen og Lake Michigan. Tag en guidet sejltur op af Chicago River og ud på Lake Michigan, hvor du kan opleve Chicagos imponerende skyline og få historien om en stor del af Chicagos mest karakteristiske bygninger. Eller få en kulturel oplevelse og besøg unikke kvarterer som China Town og Little Italy, som har masser af muligheder for eksotisk shopping.

Inkluderet hotel
Chicago South Loop Hotel 3
Dag 3:

Chicago – Springfield ( 332 km )

Så begynder eventyret. I dag starter turen på den legendariske Route 66 efter du har hentet din bil og sætter kursen sydvest mod Springfield. Undervejs vil du køre gennem fantastiske byer, som huser hver sin egen unikke attraktion. Mange steder langs ruten vil du opleve gamle bannere og skilte. Stop i byen Bloomington, hvor du kan se ”Historic Route 66 Memory Lane”. Fortsæt turen videre mod Springfield hvor Abraham Lincoln boede fra 1837 indtil han blev den 16. præsident for USA. Byen har lige siden været berømt og du kan her besøge hans restaurerede bolig og gravsted.

Inkluderet hotel
Best Western Clearlake Plaza 3
Dag 4:

Springfield – St. Louise ( 165 km )

I dag forlader du staten Illinois og bliver budt velkommen af Missouri. Køreturen til St. Louise er ikke så lang, så når du krydser Mississippi River, er du i staten Missouri. Ved vandkanten i St. Louise ud til Mississippi River står den 193 m høje varetegnsbue, Gateway Arch, der symboliserer USA’s ekspansion mod vest. Den er absolut et besøg værd. Byen blev grundlagt i 1764 af en fransk pelshandler og blev sidenhen hjemsted for bl.a. indianske og fransk-canadiske pelsjægere. Du kan afslutte dagen med en sejltur med hjuldamper på Mississippi River.

Inkluderet hotel
Best Western Saint Louis Inn 3
Dag 5:

St. Louise – Rolla – Springfield ( 347 km )

På vejen vil du først se valnøddebrune fabriksbygninger i industriområder afløst af vingårde, grønne marker med græssende kvæg og i horisonten vil du se Ozarks bjergene. En stor turistattraktion undervej, som også er den ældste langs Route 66, er Meramec Caverns. Grotterne åbnede for turister i 1933, og her kan du få en farverig og underjordisk oplevelse, som uden tvivl vil imponere dig. Fortsæt til Springfield Missouri, som er det sted, hvor Route 66 blev navngivet. Her vil du stadig kunne se dele af den oprindelige vej gennem byen. Nyd aftenen i Springfield med dens historiske og farverige downtown, hyggelige butikker og alsidige spisesteder. 

Inkluderet hotel
Sleep Inn
Dag 6:

Springfield - Joplin - Tulsa ( 290 km )

Dagens mål er Tulsa, der i 1920’erne blev regnet for at være verdens oliehovedstad. Efterhånden som den oprindelige landevej langs Route 66 blev erstattet af interstate highways, er hovedtrafikken blevet ledt uden om mange småbyer, som i dag kan virke forladte. Turen i dag byder på mange af disse småbyer, hvor tiden har stået stille, hvilket gør det attraktivt for dig, der gerne vil opleve et rigtigt Road Trip i USA. Kør f.eks. gennem byerne Paris Springs og Phelps, hvor ruinerne af døgnkiosker og moteller ligger som perler på en snor. Dagen slutter i Tulsa, hvor idéen om Route 66 fødtes. Forretningsmanden Cyrus Avery fik idéen om at forbinde Chicago og Californien med en vej, der naturligvis skulle gå igennem hans hjemby Tulsa. Byen er rig på indiansk kulturarv og du kan bl.a. besøge Cherokee Heritage Center og få en fornemmelse af Cherokee-indianernes levevis.

Inkluderet hotel
Best Western Plus Tulsa 3
Dag 7:

Tulsa - Oklahoma City ( 171 km )

I dag kører du på en af de bedst bevarede strækninger af den gamle vej og ankommer efter en kort køretur til Oklahoma City. Byen er en ægte cowboy-by og måske er det her, du skal købe cowboystøvler og hatte med hjem? Besøg Stockyards City, som ud over butikker med westernudstyr også huser en masse restauranter. Ved siden af ligger Oklahoma National Stockyards, som hævder at være verdens største levende kvægmarked. Her holdes der kvægauktioner hver mandag og tirsdag, som er åbne for publikum. Besøg også National Cowboy Hall of Fame & Western Heritage Center, der er dedikeret til cowboykulturen og har fine udstillinger om livet som pioner.

Inkluderet hotel
Days Inn Oklahoma City 2
Dag 8:

Oklahoma City - Shamrock - Amarillo ( 414 km )

I dag kører du ind i The Lone Star State, Texas. Hold en pause cirka midtvejs i byen Shamrock. Her kan du besøge U-Drop-Inn-Restaurant and Service Station fra 1936, hvor du får en klar fornemmelse af livet dengang, Route 66 virkelig var hovedfærdselsåren mellem øst og vest. Efter en spændende køretur ankommer du til Amarillo, som er Texas’ kvægcentrum. Byens økonomi er baseret på landbrug og på de turister, som Route 66 bringer med sig. Et absolut ”must-see” er den spøjse Cadillac Ranch, som er et besynderligt og meget farverigt kunstværk bestående af 10 graffitimalede Cadillacs begravet med næsen ned i jorden. Byen har også sit eget Route 66 Historic District, som er strækning på ca. 1,5 km, som i dag huser restauranter og butikker, hvor du kan stille din trang til Route 66-souvenirs.

Inkluderet hotel
Red Roof Inn Amarillo West 3
Dag 9:

Amarillo - Tucumcari - Santa Rosa - Albuquerque ( 461 km )

I dag skal du køre vestpå til Albuquerque i staten New Mexico. Turen tager dig gennem et åbent landskab, der kendes fra utallige af de gode gamle westernfilm. Dagens første stop er byen Adrian, som ifølge de lokale er stedet, hvor du præcis er 1.139 miles fra Chicago, mens der venter yderligere 1.139 miles, inden du kan nyde udsigten ud over Stillehavet fra strandpromenaden i Santa Monica.”When you are here you are halfway there", står der ved Midpoint Café. Uden for caféen finder du de karakteristiske Route 66 stempler på asfalten, samt et stort skilt, der fortæller, at du står halvvejs mellem Chicago og Los Angeles. Næste stop er i Tucumcari, som er berømt for sine mange moteller. Et motel, der gør sig særligt bemærket, er Blue Swallow Motel, som gør meget ud af at bevare den oprindelige atmosfære og stemning. Motellet blev bygget i 1939 og hvert værelse har sin egen garage. Turen fortsætter mod Santa Rosa og er du bilinteresseret, så er et Route 66 Auto Museum et besøg værd. Dagens sidste kilometre går mod Albuquerque, som er New Mexico’s største by med sine 562.000 indbyggere og en af USA’s ældste byer. Byen er den højst beliggende delstatshovedstad i USA og et spændende miks af indiansk, spansk og amerikansk kultur. Byen byder på en overflod af seværdigheder og du kan bl.a. opleve verdens længste svævebane og se byen og dens spektakulære udsigt fra oven. De næste to nætter overnatter du i Albuquerque, så der er tid til også at udforske byens ældste kvarter, Old Town, som byder på kunst for øjet, hyggelige restauranter med godt til ganen og shopping af indiansk håndarbejde.

Inkluderet hotel
Fairfield Inn by Marriott Albuquerque University Area 3
Dag 10:

Albuquerque - Santa Fe - Albuquerque ( 200 km)

Dagen i dag er afsat til at besøge den hyggelige naboby, Santa Fe, som er en lille charmerende by med karakteristiske lerstensbygninger, der er utrolig autentisk og hyggelig at gå rundt i. Santa Fe er New Mexicos hovedstad, som Route 66 indtil 1930’erne gik igennem.  Byen bærer præg af både indiansk og spansk kultur. Du finder mange spændende gallerier, museer og kirker, som er værd at besøge. Spis frokost nær Santa Fe Plaza, hvor der er en række gode restauranter. Byens smukke katedral fra 1800-tallet er også et besøg værd. Den blev bygget til den spanske befolkning i Santa Fe og er udsmykket med meget smukke glasmosaikker.

Inkluderet hotel
Fairfield Inn by Marriott Albuquerque University Area 3
Dag 11:

Albuquerque - Gallup - Holbrook ( 373 km )

Fra Albuquerque sættes kursen mod Gallup, som er endnu en af de byer, der har bevaret sit udseende fra Route 66-æraen. Ikke overraskende er adskillige film optaget i byen. Gallup ligger lige på kanten af Navajo-reservatet, som er hjemsted for mange indianerstammer, og der er rigtig gode muligheder for at komme tæt på ægte indiansk levevis. Herefter kører du over grænsen til Arizona.  Lige inden du når frem til Holbrook, ankommer du til Petrified Forest National Park, som i høj grad er et besøg værd. Nationalparken er kendt for sine store forekomster af forstenet træ og andre fossiler, der er mere end 225 millioner år gamle. Painted Desert, som også er en del af Petrified Forest National Park, har sit navn efter de fantastiske farvenuancer, klipperne i denne del af parken har.  Sidst på dagen ankommer du til Holbrook, hvor du skal overnatte.

Inkluderet hotel
Magnuson Hotel Adobe Inn 3
Dag 12:

Holbrook - Winslow - Grand Canyon National Park - Flagstaff ( 419 km )

I dag sætter du kursen mod Grand Canyon, hvor du skal besøge et af verdens naturlige vidundere. Besøg først byen Winslow, hvor du kan opleve The Old Trails Museum og Minnetonka Trading Post, hvor facaden er dækket af forstenet træ. Kort efter Winslow ligger en af naturens seværdigheder, Meteor Crater. For mange tusind år siden ramte en meteor jorden med en hastighed på ca. 60.000 km i timen og ved sammenstødet med jorden skabte meteoren et hul i klippegrunden på knap 200 meter i dybden og 1400 meter i bredden. Derefter går turen mod det overvældende og fantastiske naturfænomen, Grand Canyon. Kløften ved Grand Canyon er 1800 meter dyb og 30 km fra kant til kant. Grand Canyon opleves bedst fra de mange flotte udsigtsposter eller på en vandretur et kort stykke ned i kløften. Det er fantastisk at se, hvordan Colorado floden samt vind og vejr har skåret sig dybt ned gennem klipperne over millioner af år og dannet et af naturens mesterværker. Oplev Grand Canyon i solnedgang og se solens sidste stråler spille i de røde klippelag. Bemærk især hvordan skyggerne får kløften til at forandre udseende. Sidst på dagen når du frem til Flagstaff, hvor du skal overnatte.

Inkluderet hotel
Quality Inn 3
Dag 13:

Flagstaff - Las Vegas ( 402 km )

Start dagen med at nyde solopgangen ved Grand Canyon. Grand Canyon byder på flere spændende vandreruter med fantastiske udkigspunkter. Ruterne har forskellige sværhedsgrader, så det er vigtigt at du sætter dig ind i ruterne, inden du begiver dig afsted. Vil du have det hele med, så kan du booke en uforglemmelig helikoptertur, hvor du både flyver hen over og ned i den dybe kløft. Turene i helikopter er meget efterspurgte, så vi anbefaler at bestille den i god tid inden afrejse.

Senere på dagen forlader du den storslående natur til fordel for USA´s livligste spille - og forlystelsesby, Las Vegas. Put de imponerende landskaber i gemmebogen og oplev lyshav på Las Vegas´ hovedgade, The Strip og betragt hotellernes kunstfærdige udformning, der ligger som lysende perler på en snor langs hovedgaden. I Las Vegas trækker nattelivet, så vær klar, når mørket falder på og livet begynder. Besøg nogle af de mange kasinoer og prøv lykken i en enarmet tyveknægt eller ved spillebordene. Måske du drømmer om at opleve internationale shows eller musikalske verdensnavne, så er Las Vegas også lige stedet.

Inkluderet hotel
Gold Coast Hotel & Casino 3
Dag 14:

Las Vegas - Barstow - Santa Monica ( 459 km )

Du forlader glamourøse Las Vegas og ruten forsætter gennem Mojave ørkenen mod stillehavskysten. Forlad eventuelt Route 66 kort lige før byen Bastow og kør et stykke ind i ørkenen til spøgelsesbyen Calico og den gamle sølvmine. I Barstow kan du besøge Route 66 Mother Road Museum. Sunset Boulevard og Santa Monica Boulevard bringer dig de sidste kilometer frem til Stillehavet, hvor den berømte Santa Monica Pier markerer afslutningen på den forunderlige rejse på Route 66.  Nyd solnedgangen over Stillehavet med et glas kold californisk hvidvin i hånden og fordøj de mange oplevelser, du har fået undervejs på Route 66.
Inkluderet hotel
Carmel by The Sea 3
Dag 15:

Santa Monica

Dagen er til fri disposition. Nyd dagen og stemningen i den pragtfulde kystby Santa Monica med sin lange smukke strandepromenade og spansk kolonial arkitektur, eller tag en kort køretur til nabobyen Los Angeles. Et besøg i Los Angeles er nærmest synonymt med underholdning. Beverly Hills, Hollywood, Universal Studios, Disney Land, filmstjerner, palmer, strande, shopping og dyre restauranter. Men Englenes by ved Stillehavet har flere ansigter såsom hyggelige kvarterer med små butikker, caféliv, nærmiljø og spændende museer. Mulighederne er utallige i Los Angeles.

Inkluderet hotel
Clarion Hotel Anaheim Resort 3
Dag 16:

Santa Monica - Los Angeles - Danmark

Nu er den spændende historiske rundrejse ved at være slut, og du kører mod lufthavnen. Aflever bilen hos biludlejningsfirmaet i Los Angeles International Airport, hvorfra du flyver mod Danmark. 

Dag 17:

Hjemkomst

Du ankommer til Danmark efter en spændende rejse til Guds eget land, en stor oplevelse rigere.

Hvad er inkluderet i rejsen?

Inkluderet i rejsen

  • Flyrejse København Chicago – Los Angeles - København
  • 15 hotelovernatninger
  • 13 dages billeje fri kilometer og alle forsikringer
  • Elektronisk personlig rejsehåndbog på dansk

Ikke inkluderet i rejsen

  • Måltider og drikkepenge
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Parkering og entré til nationalparker
  • Benzin/diesel
  • Gebyr for envejsleje på bil ca. 500 USD + skatter og afgifter
  • Enkeltværelse tillæg
  • Visum
M
T
O
T
F
L
S
Gratis, uforpligtende og hurtigt!

Andre rejser til USA

  • Køreturen på Highway One
  • San Francisco
  • Yosemite Nationalpark
  • Death Valley
  • Las Vegas
  • Grand Canyon
  • San Diego
  • Anaheim
  • Los Angeles
Inkluderet i prisen
  • 20 dage
  • Inkluderet flybilletter
  • Inkluderet bagage
  • Inkluderet transfer og guide
  • Måltider som beskrevet i programmet
Pris pr. pers. fra
0 kr.
Læs mere
  • USAs bedste badestrande
  • Orlando
  • Key West
  • Alligator-safari i Everglades National Park
  • Universal Studios og Universal Islands of Adventure
  • Disney’s Animal Kingdom
  • Kennedy Space Center
Inkluderet i prisen
  • 10 dage
  • Inkluderet flybilletter
  • Inkluderet bagage
  • Inkluderet transfer og guide
  • Måltider som beskrevet i programmet
Pris pr. pers. fra
0 kr.
Læs mere